Naturens aftryk
Lædermøbler er stadig meget efterspurgte, og det er der mange grunde til. Møbellæderet er næsten uopslideligt, faktisk bliver det smukkere med tiden, og det kræver næsten ingen vedligeholdelse.
Møbellæder er oftest fremstillet af hud fra okse, kalv eller bøffel. Da det ligesom træ er et naturmateriale, er hver enkelt hud unik, med mærker fra træer, buske og insekter. Ikke alle huder er egnet til produktion af møbellæder. Kun 35% af verdens samlede læderproduktion er god nok til møbellæder. Resten bruges til tøj, sko, tasker og lignende.
Garvning
Før huderne kan ende som møbellæder, kræves, at de er tørre og fleksible. Samtidig skal farve, blødhed m.m. være tilpasset den endelige brug. For at opnå dette garves huderne. Her skelnes mellem to metoder:
- Kromgarvning
- Vegetabilsk garvning
Kromgarvning har størst anvendelse, idet 80% af alt læder kromgarves. Kromgarvet læder er blødt og kan anvendes til både bløde og hårde polstringer. En vegetabilsk garvning giver hårdere læder og anvendes i udpræget grad til hårde polstringer. Vegetabilsk garvet læder er oftest ufarvet, men findes dog i enkelte farver.
| På grund af miljøproblemer med krom i spildevand, arbejdes der på at finde egnede metoder til garvning uden anvendelse af krom. |
Normalt deles huderne i to lag. Det primære formål med denne proces er at gøre tykkelsen på huden ensartet. Normalt er huderne tykkest i dyrets nakkeregion og tyndest på "maveskindet". Det øverste lag, som er det stærkeste og mest ensartet, bruges til møbelbetræk.
Farvning og lædertyper
Farvning af læderet omfatter anilinfarvning og dækfarvning. Anilinfarvning trænger ned i læderet og gennemfarver dette. Ved en dækfarvning påsprøjtes farve og lak det anilinfarvede læder. Farvelaget ligger oven på læderets overflade.
Typen af læder kategoriseres efter overfladens behandling. Lædertyperne er:
- Anilin
- Semianilin
- Dækfarvet
Det kan ofte være svært at afgøre, hvilken slags læder man står med.
Anilinlæder
Anilinfarvet læder uden overfladebehandling har stadig læderets naturlige udseende og meget bløde overflade.
| En ren anilinlæder vil blive lidt mørkere, hvis man fugter en finger og gnider let over læderet. |
Møbler med denne lædertype er behagelige at sidde i, da læderet kan ånde, fordi det ikke har fået nogen overfladebehandling. Til gengæld tager det let mod pletter. Det har en begrænset lysægthed, der gør, at farven efterhånden vil falme. Det er dog ikke en fejl, men en naturlig egenskab for denne lædertype.
Da det kun er de pæneste læderstykker, der kan bruges til møbler, bliver denne lædertype ret dyr. På grund af klima og landbrugspraksis leverer de skandinaviske lande størsteparten af denne læderkvalitet.
Semianilin
Denne lædertype er den mest almindelige, og for mange forbrugere den mest praktiske. Læderet har fået påført et meget tyndt lag farve og en transparent finish, men langt fra så meget som den dækfarvede læder. Overfladebehandlingen gør, at læderet ikke er så sart som det rene anilinlæder. Lysægtheden er bedre, og læderet er nemmere at vedligeholde.
Dækfarvet
Dækfarvet læder er i modsætning til anilinlæder godt beskyttet mod ydre påvirkninger. Dækfarven ligger som et lag på overfladen og hindrer snavs og pletter i at trænge ned i læderet. Overfladen kan være slebet og præget med et mønster for at skjule fejl i læderet.
Ofte kan denne overfladen være hård og usmidig, og læderet har et udseende som plastic. Jo mindre dækfarve der er lagt på, jo mere blødt er læderet. Hvis overfladen er helt tæt, kan det være ubehageligt at sidde på – man føler sig fugtig bagpå. En fordel er, at dækfarvet læder har bedre lysægthed end anilinlæder, og det er nemmere at holde rent.
Dækfarvet læder vil efter en årrække begynde at krakelere, fordi overfladen langsomt hærder. Sker krakeleringen derimod inden for det første år, er der tale om en fejl i læderet.
 Dækfarvet læder |  Semianilin |  Fejl i semianilin |