Miljø
Behandlingen af huder på et garveri falder naturligt i to trin - den våde og den tørre behandling. Den våde behandling omfatter fjernelse af hår på skindets yderside og af fedt og bindevæv på skindets inderside. Dernæst kommer selve garvningen. Den tørre behandling består af indfarvning og overfladebehandling, hvor skindet behandles med fedtstoffer for at opnå blødhed og med forskellige farveprodukter for at opnå den ønskede finish.
Afhåringsprocessen involverer en række skrappe kemikalier, der er i stand til at løsne hår fra skindene. Inden procesvandet udledes, skal det renses, dels for de tilsatte kemikalier og dels for den store mængde opløst organisk materiale (hår og fedt), som det indeholder.
Ved kromgarvningen optages krom i læderet, og hvor det stabiliserer skindets struktur. Rent praktisk sker det ved, at skindene lægges i en opløsning af kromsalte og andre forbindelser. På garveriet vil man derfor have store mængder kromholdigt proces- og skyllevand, der skal behandles inden udledning. Da afløbsvandet ikke kan renses 100%, vil der altid ske udledning af krom fra et garveri i større eller mindre mængde.
Krom findes kemisk på to former - Krom(VI), der er en giftig og kræftfremkaldende forbindelse, og Krom(III), der er en mindre giftig forbindelse. I dag benyttes næsten udelukkende Krom(III) til garvning. Under garvningen kan man imidlertid risikere, at en mindre del af den relativt ufarlige Krom(III) omdannes til det langt farligere Krom(VI). Denne meget uhensigtsmæssige reaktion sker især på garverier i 3.verdenslande, hvor der ikke er fuldstændig kontrol med alle garveprocessens parametre.
Det er desværre ikke muligt uden omkostningskrævende kemiske analyser at afgøre, om læderet indeholder Krom(VI) og dermed udsætter brugerne for en forøget risiko for allergi fra læderet.
Afhåring og garvning foregår i dag i Danmark på et helt nyt anlæg på Fyn. Fra anlægget på Fyn sendes skindene til yderligere forarbejdning på andre virksomheder, hvor skindene skal bruges i det videre forløb.
Læderet skal næsten altid farves, hvilket kan gøres med forskellige typer farvestoffer. Anilinfarvestoffer dækker over en række meget forskellige kemiske stoffer, hvoraf nogle er problematiske både sundhedsmæssigt og miljømæssigt. I de senere år har man især fokuseret på azofarvestofferne, der miljømæssigt er yderst betænkelige og f.eks. ikke må anvendes til sko, hvis man ønsker at opnå miljømærke.