Bistoffer omfatter dels et meget stort antal, ofte artsspecifikke, lav- og højmolekylære organiske stoffer, og dels et mindre antal uorganiske stoffer. Bistofferne forekommer i den tempererede klimazones træarter i en mængde af 1 - 10%.
De fleste bistoffer forekommer i kerneved (kaldes kernestoffer) og giver ofte dette en mørk kulør. Da adskillige af bistofferne er giftige, er det fuldtudviklede kerneved ofte mere holdbart overfor svampeangreb end splintved, medens flere af stofferne helt eller delvist savnes i ungdomsved (= kerneved omkring marven). Kendskabet til bistoffernes rolle i veddet er i øvrigt begrænset.
Organiske bistoffer er hovedsageligt terpener, polyphenoler og tropoloner.
Terpener er en gruppe af alicycliske forbindelser, som udgør hovedbestandelen af de æteriske olier (fx. vegetabilsk terpentinolie, der hyppigt forekommer i pinusslægten - fyrretræsarterne).
Polyphenolerne omfatter bl.a. pinosylvin, der forekommer artsspecifikt for pinusslægten (fyrretræarterne), er giftig og kan påvirkes med reaktionsvæsker til påvisning af fyrrekerne.
Tropoloner er umættede syvleddede ringforbindelser, der er meget giftige. De vigtigste tropoloner er thujaplicinerne, som er ansvarlige
for thujaslægtens gode biologiske holdbarhed, og som mangler helt
eller delvist i ungdomsveddet.
Endvidere forekommer ofte komplicerede kvælstofforbindelser, der betegnes alkaloider. Disse er meget giftige og kan selv i forsvindende små mængder have afgørende betydning for veddets teknologiske egenskaber. Se også beskrivelserne af Træs sundhedsegenskaber og Træs naturlige holdbarhed.
De uorganiske bistoffer, askestofferne, udgør sædvanligvis 0,2 - 0,5% af vedstoffets tørvægt. Følgende er almindeligt forekommende: K2O, SiO2, Na2O, SO3, MgO, CaO, P2O5.
Selv i de forekommende små mængder kan askestofferne have afgørende teknisk betydning. For eksempel vil et højt indhold af kisel (SiO2) medføre vanskelig bearbejdning, og hvis det overstiger ca. 1%, bliver veddet uangribeligt for de fleste træborende skadedyr.