Logo: Viden om træ, link til forsidenLogo: Viden om træ, link til forsiden
Viden om træ
 Guide Guide  Spørgsmål Spørgsmål   Udskriv Udskriv  Søg Søg
Du er her: Viden om træ > Miljø i træ- og møbelprodukter

Miljø i træ- og møbelindustriens produkter - Viden om træ 1/2000

Lim, lak og imprægnering

Lim, lak, maling og imprægneringsvæsker anvendes for at forlænge levetiden, forøge styrken og beskytte træet mod naturlig nedbrydning samt at give materialet nye egenskaber. Ulemperne ved stofferne - fx den giftige virkning over for mennesker og miljø - hænger ofte sammen med indholdet af organiske opløsningsmidler og med de aktive stoffer, der giver produkterne de ønskede egenskaber.

Miljødata for indholdsstofferne gør det muligt at miljøvurdere produkter, hvor stofferne indgår. Kombinerer man dette med viden om produkternes tekniske og brugsmæssige egenskaber kan miljøhensyn inddrages i udviklingen af både effektive og miljøvenlige hjælpestoffer. Viden om træ 1/2000 Billede 4

Opløsningsmidler fordamper ved hærdning og spredes til miljøet, hvor de kan påvirke levende organismer. Den lille rest opløsningsmidler, der er tilbage i det færdige produkt, kan også påvirke indeklimaet i brugsfasen. 

Afgasning af disse flygtige stoffer (VOC'er) fra limede, lakerede eller olierede produkter er størst i starten af et produkts levetid men falder med tiden. Emissionerne kan give mennesker irritation af slimhinder i næse, øjne og øvre luftveje og/eller genere ved deres lugt.

Pulverlak til lakering af metaldele indeholder ikke organiske opløsningsmidler men derimod tungmetaller, som blandt andet giver farligt affald. Pulverlakering er desuden meget energikrævende. Selv mindre besparelser af pulver har derfor positiv effekt på miljøregnskabet.

Producenterne af lim, lak og imprægnering udvikler løbende mindre miljøbelastende produkter. Udvikling inden for konstruktiv træbeskyttelse, alternativ anvendelse træ og modifikation af træs egenskaber betyder også mindre miljøpåvirkning fra imprægnerings- eller overfladebehandlingsmidler.

Branchen kan udnytte denne viden rigtigt, til fordel for produktkvalitet, økonomi og miljø og træprodukternes konkurrenceevne.