Når træ skal anvendes til tagbeklædning er der især to forhold, der er vigtige: Holdbarhed og brandsikkerhed.
Træ som tagbeklædning ganske velegnet og er historisk set velkendt i Danmark. Tagbeklædninger af træ kan enten bestå af planker oplagt efter 1-på-2 princippet, af brædder oplagt på klink eller som tagspåner. Netop tagspåner ser ud til atter at vinde indpas i mange nyere byggerier.
Fordelen ved tagspåner er, at den enkelte spån har en stor overflade i forhold til sin masse. Det betyder, at spåntaget hurtigt tørrer ud når det har været opfugtet. Derfor har beklædninger med tagspåner ofte en god holdbarhed.
Vi har ikke kendskab til undersøgelser, der dokumenterer tagspåners varighed i forhold til andre tagmaterialer. Levetiden på et tag med spåner af træ afhænger af trækvaliteten, om oplægningen er korrekt udført (ingen vandfælder), af hældningen og selve udformningen på taget samt vedligeholdelsen.
Generelt bør man ikke vælge tagspåner til tage med mindre hældning end 45°, da regnvand ellers vil løbe for langsomt af.
Cedertræ eller WRC er i den europæiske standard DS/EN 350-2 betegnet som varig, hvis det er af nordamerikansk oprindelse. Er det er af europæisk oprindelse, er varigheden moderat . Splinten er klassificeret som ikke varig. Så WRC er ganske anvendelig til tagspåner, når det drejer sig om holdbarhed.
Vedligeholdelsen kan bestå i at man holder taget fri for mos, alger og blade, som ellers vil holde på fugten. På ældre tage med tagspåner ser man ofte, at de er behandlet med trætjære. Men på disse tage er der ofte anvendt fyr eller gran (eller eg).
Til WRC vil vi nok anbefale at lade træet stå ubehandlet, hvis træet er af nordamerikansk oprindelse. Man skal dog være opmærksom på, at patinering af spånerne vil være forskellig alt efter orienteringen. De flader, der udsættes for meget sollys vil grånes hurtigere end de flader, der er nordvendte. Forskellene vil dog udviskes over tid.
Ønskes den brune farve bevaret eller at træet står mere ensartet, må det anbefales at give en overfladebehandling i form af en træbeskyttelse tilsat pigment.
Med hensyn til brandsikkerheden, så er der i Danmark en producent, hvis tagspåner i cedertræ er MK- godkendt til Klasse T tagdækning. Det vil sige, at beklædningen, rent brandteknisk, kan sidestilles med f.eks. tagpapdækning på underlag af krydsfinerplader.
Brandgodkendelsen forudsætter at man nøje følger producentens monteringsvejledning og at de anvendte materialer er nøjagtig som beskrevet i godkendelsen. Dvs. at spånerne er 405 mm lange, 75-300 mm brede og kileformet fra ca. 10-3mm. Spånerne skal monteres med rustfri stålsøm på en 18 mm nåletræskrydsfiner i kvalitet III/III til tag.
Så hvis trækvaliteten er god og uden splintved, udformningen korrekt (bl.a. skal dimensionerne ikke være for kraftige) og vedligeholdelsen (fjernelse af mos og alger) udføres i nødvendigt omfang, vil levetiden på en tagbeklædning med cedertræ (WRC) formentlig være mere end 30 år. Dansk Thuja har ikke samme forventede levetid.


