Nogle udbydere af typehuse af træ anvender imprægneret træ til facadebeklædningen mens andre anvender træ med en anden form for træbeskyttelse.
De der sælger huse med trykimprægneret træ giver 50 års garanti, og udtaler at der absolut ingen fare er ved at bo i et sådant hus. De andre producenter tager derimod kraftig afstand fra brug af trykimprægneret træ, og mener at deres type træhuse er lige så holdbare. De vil dog ikke give den samme garanti. Hvad skal man tro? Findes der nogle artikler/publikationer omkring dette?
Som udgangspunkt skal de imprægneringsmidler der bruges I Danmark være godkendt at miljøstyrelsen. Dette er en garanti for, at det ikke er forbundet med nogen sundhedsrisiko at anvende trykimprægneret træ. Det er dog samtidig miljøstyrelsens politik at man skal anvende den tilstrækkelige beskyttelse. Med andre ord skal man ikke bruge flere trykimprægneringsmidler end højest nødvendigt.
Trykimprægneret træ vil uden tvivl have den bedste beskyttelse mod råd og svamp og dermed den længste varighed. Det er dog naturligvis muligt at lave beklædning til træhuse uden brug af trykimprægneret træ og som alligevel har en god varighed. Det er dog mere kritisk, hvilken træart der vælges, kvaliteten af det anvendte træ, kvaliteten af de anvendte træbeskyttelsesmidler og ikke mindst den konstruktive træbeskyttelse er vigtig.
Der findes producenter som har gode gennemtænkte løsninger. Andre virker knap så velgennemtænkte. Der kan derfor ikke svares entydigt på jeres spørgsmål uden, at man kender den konkrete "konstruktion". Vi kan tilbyde jer at lave en teknisk vurdering af det valgte træhus eller nogle udvalgte træhuse. Det vil tage nogle timer men til gengæld er det efter vores mening givet godt ud. Specielt hvis i helst vil undgå at bruge trykimprægneret træ.
I øvrigt kan jeg henvise jer til miljøstyrelsens hjemmeside, hvor i formodentlig kan finde mere information. Det er svært at henvise til konkrete kilder men TOP's pjece TRÆ 46 om træbeskyttelse kan give jer en generel introduktion til emnet. Min anbefaling er at søge professionel uvildig hjælp til vurdering af løsningen.


